Guides

Opskriften på den perfekte sexmad

Når du skal sammensætte en romantisk middag, er der god grund til tænke menuen igennem en ekstra gang. For nok vil mange kunne lide oksemørbrad med sovs, men knap så mange vil ha’ energi til erotiske udfoldelser efter så tungt et måltid. I stedet kan vi blive utilpasse, blive oppustede, få luft i maven og dårlig ånde. Med andre ord kan det altså give os mindre lyst til nøgenhed, hengivenhed og fysisk sensuel aktivitet i længere tid – ikke lige det, der var meningen, vel?

Mange krydrer også den tunge, velsmagende middag med en god flaske vin og det passer jo også helt perfekt til middagen, men vil du ha’ vin, bør du ikke drikke for meget. Når vi drikker alkohol nedsættes vores sensitivitet, så vi mærker simpelthen ikke det samme, når vi er berusede og det er da næsten ærgerligt, når det er dét erotikken handler om. Nogle mænd vil også opleve at alkoholen risikerer at påvirke rejsningen og udholdenheden. Så selvom lysten nogle gange stiger, når man drikker et glas vin, så kan det være en god ide at nyde vinen i begrænsede mængder. Og er det første date, så er det vel ok at nippe lidt mod til sig!

Lette retter giver dig energi

Det du kan gøre, i stedet for at vælge de tunge retter, er at gå på jagt efter lette madopskrifter, fyldt med vitaminer og mineraler. Det kan være en fordel at vælge lettere retter som lækre salater og frisk fisk. Og hvis du vil ha’ de allerbedste forudsætninger for god energi, sexdrive og endnu højere sexlyst, kan det faktisk godt betale sig at starte allerede tidligere på dagen.

Start tidligt

Hvis du vil forbedre dit sexliv, så kræver det god forberedelse. Faktisk bør du senest starte din forberedelse tidligt om morgenen før selve daten, så kroppen kan nå at optage maden og få gavn af den. Jeg har talt med en af Danmarks største madguruer, Umahro Cadogan, der har specialiseret sig i biokemi, helsegastronomi og funktionel medicin. Umahro ved om nogen, hvilken mad du kan spise for at forbedre din sexlyst og geare kroppen til den bedste elskov.

Et af Umahros bedste råd er at starte dagen med at drikke en juice af ingefær, rødbede, æble og citron (se opskriften i bunden af siden). Ingefæren giver en lidt stærk chili-lignende smag og er rigtig lækkert når den blandes med de søde rødbede og den syrlige smag fra æblerne og citronen. Synes du, at ingefær smager lidt for stærkt, kan du evt. bruge mere rødbede og mindre ingefær. Det vigtigste i juicen er kombinationen af de fire ingredienser, da den øger blodgennemstrømningen i kroppen og det er godt, når vi skal mærke mere, præstere mere og elske i længere tid.

Du kan drikke juicen både morgen, middag og aften op til en date eller du kan gøre den til en fast del af din dag. Det er selvfølgelig vigtigt lige at sige, at juicen skaber ikke lyst, hvis du ikke har lyst til sex i forvejen – den forstærker din lyst og giver din krop mere energi. Det handler om at skabe endnu større sexlyst, og som mand vil juicen også kunne medvirke til, at du holder længere, til glæde for både dig selv og din partner.

Tank op og giv hjernen energi

Når vi har dyb elskov og nyder hinanden i længere tid, kan det blive nødvendigt med små pauser. Særligt, hvis vi skal kunne nyde og præstere flere gange i døgnet. De pauser kan med fordel bruges som små snack pauser, så hjernen får ny energi og vi bliver klar igen, og her kan jordbær og mørk chokolade med et højt kakaoindhold (70-85%) være rigtig godt.

TIP! Tænk over hvad sportsfolk gør, når de virkelig skal præstere. Hvis det virker for dem og det giver dem energi, så er der en god chance for, at det også virker for os andre, når vi skal præstere seksuelt.

Umahros opskrift på en juice, der sætter gang i sexlysten

Til denne juice skal du bruge:

  • 25-100 g ingefær, alt efter hvor stærk man vil ha’ juicen. Hvis du ikke kan lide ingefær kan du bruge mindre ingefær og mere rødbede.
  • 500 g rødbede, renset, ikke skrællet.
  • 1 æble
  • 1 citron med skræl

Alle ingredienserne bør være økologiske, om muligt, så du får mest mulig næring ud af dem. Som minimum bør du bruge økologisk citron så skrællen ikke er overfladebehandlet.

Kør alle ingredienserne igennem saftpresseren. Hvis ingredienserne er lidt for store til maskinen, så skær dem i lidt mindre stykker.

Sexmad på Tv2 Østjylland

I april var jeg forbi Tv2 Østjyllands program ‘Hovedet på Bloggen’ for at tale om sexmad. Se indslaget her:

Se Mathilde tale om sexmad i Tv2 Østjyllands Hovedet på Bloggen